– når hjælp først kommer for sent
Noget er grundlæggende galt i måden vores system er bygget op på. Kommunerne får ikke økonomisk incitament til at forebygge, men først når skaden er sket. Det skaber en ond spiral, hvor børn i mistrivsel ikke får hjælp i tide. I stedet for at forebygge og styrke familierne, bliver der reageret på kriser og sammenbrud. Det handler om tidlig indsats – eller fraværet af den.
Systemet belønner sen indgriben?
I Danmark har kommunerne ansvaret for både forebyggende indsatser og indgribende foranstaltninger i børnesager. Når en kommune vælger en dyr indsats som anbringelse eller opholdssted, kan de få statslig refusion til at dække en del af udgifterne. Men forebyggende tiltag som familiebehandling, pædagogisk støtte og aflastning skal som udgangspunkt betales af kommunen selv.
Det betyder ikke nødvendigvis, at systemet direkte belønner sen indgriben – men det kan give en økonomisk tilskyndelse til at vente med handling, indtil problemet er eskaleret. Den centrale refusionsordning er tænkt som en økonomisk sikring, men den kan i praksis gøre det sværere at investere i tidlig indsats.
VIVE og Vidensråd for Forebyggelse peger begge på, at tidlig indsats ikke alene er mere menneskelig – den er også billigere i længden. Alligevel bruges under 20 % af det samlede børne- og ungebudget i mange kommuner på forebyggelse. Kilde: Vidensrådet for Forebyggelse.
Standardforløb og meningsløse kurser?
Et andet problem, vi som forældre ofte oplever, er, at kommunen tilbyder generiske forløb og kurser som en første indsats. Ofte bliver man sendt på et kursus i ADHD – også selvom ens barn endnu ikke er udredt, eller hvis mistanken reelt går mere i retning af autisme. Det kan virke som om, systemet prøver at udfylde et krav om ‘indsats’, uden at den nødvendigvis er målrettet barnets reelle behov.
Disse kurser kan føles som en barriere frem for en reel hjælp, især hvis de bruges til at “parkere” sagen, mens man venter på udredning eller yderligere forværring. Det er ikke, fordi viden om ADHD er uvigtig – men det hjælper ikke meget, hvis barnet ikke har ADHD eller har helt andre udfordringer, fx autisme, angst eller udviklingsforstyrrelser.
Tidlig indsats virker – men bruges for lidt
Mindst 16 % af danske børn mellem 0 og 9 år oplever betydelige mentale helbredsproblemer, og 8 % får en psykiatrisk diagnose inden de fylder ti år. Mange af disse børn kunne være hjulpet tidligere, hvis der var blevet sat effektiv forebyggelse i gang.
Rapporten fra Vidensråd for Forebyggelse gør det klart, at tidlig indsats har dokumenteret effekt – men at samfundet ofte reagerer for sent. Læs rapporten her.
“Forekomsten af mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom blandt børn er høj – men potentialet for forebyggelse bliver ikke udnyttet.”
– Vidensråd for Forebyggelse, 2021
Hvad betyder det for vores børn?
Børn som vores bliver ikke hjulpet, mens de stadig har mulighed for at finde fodfæste. Mistrivsel får lov at udvikle sig. Mange børn, der kunne have klaret sig med tidlig, skånsom støtte, ender i alvorlige kriser. De mister tillid til skolen, til voksne – og nogle gange også til sig selv.
For os betød det, at vores datter blev mødt med afventen og standardtiltag, som ikke matchede hendes behov. Først da hun blev udadreagerende og skolen begyndte at skrive bekymringsmails, blev der for alvor lyttet. Men da var hendes selvtillid nedbrudt, og vores familie nedslidt.
Vi må tænke forebyggelse anderledes
Forebyggelse virker. Det ved vi. Men systemet belønner det ikke. Hvis vi vil børnene det bedste, skal vi gentænke hele incitamentsstrukturen i social- og familiepolitikken. Det skal kunne betale sig at hjælpe tidligt. Forebyggelse i kommuner skal ikke ses som luksus – men som nødvendighed.
Derfor foreslår bl.a. Vidensrådet for Forebyggelse en national strategi med systematisk udvikling, implementering og evaluering af tidlige indsatser på tværs af sundhed, social og skole.
Har du oplevet at måtte vente på hjælp, selvom behovet var tydeligt? Del gerne din oplevelse i kommentarfeltet.