Medicin mod ADHD kan være en stor hjælp. For mange skaber den ro og struktur i en kaotisk hverdag.. Da jeg fik min ADD-diagnose i 2009, blev jeg tilbudt Ritalin – en af de mest almindelige former for ADHD-medicin. Overgangen fra et liv præget af kaos til en mere rolig og balanceret tilværelse var bemærkelsesværdig. Medicinen hjalp mig med at finde fokus og overskud, men jeg har også erfaret, at behandling ikke er ens for alle. Det, der virker for én, er ikke nødvendigvis løsningen for en anden. Derfor er det vigtigt at forstå, hvordan medicin mod ADHD fungerer, og hvad man skal være opmærksom på, hvis man overvejer denne form for behandling.
At tage den første pille: En blanding af håb og beslutning
Når jeg tænker tilbage på, da jeg tog min første pille med Ritalin, husker jeg, at nervøsiteten egentlig ikke var der. For mig handlede det mere om en slags opgivende accept: “Hvad fanden, hvis jeg har overlevet indtil nu ved at selvmedicinere, så er det da værd at prøve noget, der kan hjælpe mig på en ordentlig måde.” På det tidspunkt havde jeg det så træls, at tanken om at tage medicinen faktisk gav mig et lille håb – en mulighed for, at noget kunne ændre sig til det bedre.
Denne indstilling tror jeg, mange kan genkende. Når livet er kaotisk, og hverdagen føles som en kamp, er det svært at sige nej til en løsning, der potentielt kan gøre livet mere overskueligt. Det var præcis, hvad Ritalin gjorde for mig.
Fra selvmedicinering til reguleret behandling
Før jeg begyndte på reguleret medicinsk behandling, havde jeg allerede eksperimenteret med selvmedicinering. Første gang var nytåret fra 1997 til 1998. Jeg husker, hvordan min krop slappede af, mit selvværd voksede, og jeg følte, at jeg bedre kunne tale med folk omkring mig. Det gav mig en ro, jeg ikke havde oplevet før. Selvom det var ulovligt, gav det mig et indblik i, hvad jeg havde brug for – men jeg vidste også, at det kunne føre til afhængighed, og derfor valgte jeg ikke at gøre det igen.
I 2004 befandt jeg mig i en manipulerende relation, der gjorde mig presset og fanget i mit eget liv. Det var en situation, hvor jeg ikke kunne se nogen vej ud, og jeg tyede igen til selvmedicinering. Denne gang var det anderledes. Det handlede ikke længere om at finde balance i mit indre, men snarere om at klare mig igennem hverdagen og det pres, jeg stod overfor.
Selvmedicineringen gav mig en midlertidig lindring – jeg følte mig mere afslappet og kunne være sammen med andre folk uden den konstante uro. Men jeg vidste også, at det ikke var en holdbar løsning. Alligevel var det svært at stoppe denne gang. Det blev en måde for mig at navigere i sociale situationer på, især i weekenderne, når jeg var sammen med venner. Jeg sørgede for, at min familie aldrig fandt ud af det – det føltes som en hemmelig del af mit liv, der kun eksisterede blandt venner.
Selvmedicineringen gav mig noget, jeg havde savnet – evnen til at være til stede i sociale sammenhænge uden at føle mig overvældet. Men inderst inde vidste jeg, at jeg ikke kunne blive ved. Det var en midlertidig løsning på et langt større problem.
Fra nederlag til stabilitet med reguleret behandling
I 2007 ramte jeg bunden. En voldsom depression tvang mig ud af arbejdsmarkedet og endte med, at jeg blev tilkendt førtidspension. Det føltes som et kæmpe nederlag – som om jeg ikke længere kunne bidrage eller leve op til de forventninger, jeg og samfundet havde til mig. Jeg følte mig magtesløs.
Når jeg ser tilbage på årene med selvmedicinering, mærker jeg tydeligt forskellen. Det er især tydeligt i forhold til reguleret behandling. Selvmedicineringen gav mig midlertidig ro. Men den var aldrig stabil. Jeg vidste heller aldrig præcist, hvad jeg tog. Da jeg begyndte på reguleret medicin som Ritalin, ændrede det sig. Jeg følte mig tryg ved at vide, hvad jeg indtog. Samtidig vidste jeg, hvordan det ville påvirke mig.
Denne forudsigelighed var afgørende. For første gang følte jeg, at jeg havde kontrol over mit liv og mine symptomer. Det gav mig mulighed for at bygge et mere stabilt liv op – ikke perfekt, men stabilt nok til at finde ro i hverdagen. Den sikkerhed, som reguleret medicin giver, er en af de største fordele ved at vælge en behandling, der er kontrolleret og overvåget af en læge.
At finde styrken til at kæmpe videre
I 2009 blev det endelig klart: Jeg havde ADD. Diagnosen var en milepæl, der satte ord på mange års kaos og frustration. Men det var kun starten på en lang rejse. Jeg har siden arbejdet hårdt med mig selv – en rejse fyldt med sved og tårer. Det har ikke været let, men i dag står jeg her, taknemmelig for de fremskridt, jeg har opnået
Jeg er også mor til to dejlige børn, som desværre har deres egne unikke udfordringer i hverdagen. Der er dage, hvor jeg bebrejder mig selv for deres kampe og tænker, at de måske har arvet nogle af mine vanskeligheder. Men som min mand ofte minder mig om: “De er en del af dig, og jeg elsker dig, præcis som du er. Det betyder også, at de vil klare sig – og det vil de, fordi du ved præcis, hvad de har brug for.”
Hans ord giver mig styrke til at kæmpe – ikke kun for mig selv, men også for vores børn. Jeg har lært, at selvom ADHD eller ADD kan være en udfordring, kan det også give en særlig forståelse og empati, der hjælper os med at støtte dem, vi elsker.
En opfordring til dig, der læser med
Tro på det, du føler, og det, du ser. Hvis du oplever udfordringer, der føles uoverskuelige, så husk, at medicin ikke nødvendigvis løser alt – især ikke i de mest stressende perioder i livet. Men medicinen kan være en støtte, selv når du måske ikke selv lægger mærke til det.
Jeg har selv prøvet forskellige typer medicin gennem årene og er i dag på Elvanse. Det hjælper mig med at skabe ro og struktur, men det er ikke hele løsningen – især ikke når man er mor.
At være forælder med ADD eller ADHD indebærer særlige vilkår. Medicin alene kan ikke løse alle udfordringer. Men det betyder ikke, at vi ikke kan klare det.
Mit råd til dig er at blive ved med at kæmpe. Søge hjælp, når du har brug for det, og ikke være bange for at prøve forskellige løsninger. Det vigtigste er, at du finder en vej, der fungerer for dig – og husk, du er ikke alene.