Det var ikke bare ADHD
Som I ved, troede jeg længe, at min datter “bare” kunne have ADHD – det har jeg også delt åbent i flere af mine blogindlæg. Jeg genkendte meget i hende, og jeg kunne mærke, at der var noget, der krævede mere forståelse og støtte. Men nu står vi her med en afklaring, og det viste sig, at hun har både ADHD og autisme. Det kom bag på mig, at det var begge dele. Men det kom ikke bag på mig, at noget var anderledes. Den mistanke jeg havde, holdt stik.
Det gør noget ved en som mor. At mærke, at ens mavefornemmelse var rigtig. At man ikke var “hysterisk” eller overbekymret. Jeg kan huske mange samtaler, hvor jeg kom til at vende det hele indad. Hvor jeg spurgte mig selv, hvad jeg kunne gøre anderledes, fordi jeg troede, at det var mig, der var forkert. Jeg ved nu, at det ikke var mig – det var systemet omkring os, der ikke forstod, hvad der var på spil. Men jeg forstod det. Og heldigvis har jeg stået fast længe nok til, at vi nu har fået svar.
Det har ikke været en let vej, men den har været nødvendig. Og vigtigst af alt: Hun er ikke bare sit papir og sine vanskeligheder. Hun er en fighter. En pige med mod, styrke og vilje. Og jeg tror på, at hun kommer til at klare sig bedre, end jeg selv gjorde. Ikke fordi hun ikke møder udfordringer – men fordi hun får mulighed for at blive støttet, set og forstået fra starten.
Det, jeg selv manglede, har hun nu. Viden, støtte og voksne omkring sig, der forstår, hvad det kræver, når verden føles overvældende, og når hjernen arbejder lidt anderledes. Jeg har kæmpet for, at hun ikke skal ende med en synlig mistrivsel, før nogen reagerer. For vi ved jo godt, at børn, der maskerer, ofte ikke bliver opdaget i tide.
Jeg har tidligere skrevet om hvordan børn maskerer deres vanskeligheder, og om hvordan ventetiden før en diagnose kan føles som at stå midt i ikke at vide. Den ventetid var hård – fordi man hver dag prøver at få det til at fungere, mens man samtidig ved, at barnet ikke får det, det har brug for.
Men i dag står vi på en anden side. Og her er der håb. Ikke fordi alting er nemt nu – men fordi det giver mening. Og mening gør en forskel. For når tingene først får navn og retning, kan man også begynde at bygge noget op omkring barnet, i stedet for hele tiden at brandslukke.
Hun er stadigvæk den samme pige som før diagnosen. Det er vigtigt at sige højt. Diagnoserne har ikke ændret hende – de har bare givet os andre en bedre forståelse. Hun er den samme stærke, sjove, følsomme og kloge pige, som hun hele tiden har været.
Men hun føler sig stadig forkert. Hun siger selv, at hun bare vil være “normal”. Og den følelse – den kan jeg ikke tage fra hende. Det er hendes oplevelse, og den skal have lov til at være der. Men jeg kan være ved siden af hende i den. Jeg kan vise hende, at hun er elsket præcis som hun er, og at der ikke er noget galt med hende – heller ikke selvom hun føler det sådan.
For mig handler det ikke om diagnoser i sig selv. Det handler om at give børn en reel chance. Ikke vente, til mistrivslen er tydelig og alvorlig. Men sætte ind, mens de stadig har troen på sig selv – og når den vakler, så være der og holde fast i dem, til de selv kan igen.
Hun skal heller ikke bare støttes – hun skal undervises og mødes på en anden måde. Hun skal lære anderledes end andre børn. Hun har brug for struktur, tydelighed og ro. Og hun har brug for voksne, der ved, hvordan hendes hjerne fungerer – ikke kun hvordan børn generelt fungerer. Det gør en kæmpe forskel.
Vi har også skulle samarbejde med skole og familiebehandlere, og jeg har lært, hvor vigtigt det er, at de voksne omkring barnet taler samme sprog og forstår behovene. Vores familiebehandler arbejder ud fra de pædagogiske generelle rammer, men jeg tror, det er helt afgørende, at der også er viden om ADHD og autisme, når det er det, barnet lever med hver dag. Det er ikke nok med god vilje og generelle metoder – det kræver faglig indsigt i netop de udfordringer, børn som min datter møder.
Jeg har skrevet mere om det her: Samarbejde med skolen om særlige behov. For det handler ikke kun om at samarbejde – det handler om at forstå, hvad samarbejdet skal rumme.
Hun er ikke glad for at være anderledes, og jeg ville ønske, jeg kunne tage den følelse fra hende. Men i stedet kan jeg vise hende, at det ikke er hendes skyld – og at hun ikke er alene. For hun er ikke forkert. Hun er bare sig selv. Og det er mere end godt nok.
Det gør mig stolt. Ikke bare af hende – men af, at vi holdt fast, troede på mavefornemmelsen og ikke lod os stoppe.