– når barnet opgiver sig selv
Om børn der mister troen på sig selv, fordi ingen forstår dem
Skoletræthed og lavt selvværd ved ADHD starter ofte i det små. Et barn der sukker, når vækkeuret ringer. Et barn der skal skubbes ud af døren hver morgen…
Skoletræthed og lavt selvværd ved ADHD og autisme er noget, vi ikke taler nok om. Men det er der – hver dag – hos alt for mange børn. Børn, der bliver misforstået, irettesat, skældt ud. Børn, der kæmper hele dagen for at passe ind, men får at vide, at de er besværlige, umodne eller “bare skal tage sig sammen”.
En stille opgiven
Mit barn var ikke doven. Hun var udmattet. Udmattet af krav hun ikke kunne leve op til. Udmattet af at blive målt og vejet ud fra noget, der aldrig var lavet til hende. Når man som barn konstant oplever, at man ikke slår til, så begynder man til sidst at tro, at man er forkert.
Lavt selvværd kommer ikke af sig selv. Det kommer, når man bliver mødt med kritik i stedet for forståelse. Når man bliver ignoreret i stedet for rummet. Når man bliver presset i stedet for støttet. Det kommer, når man dag efter dag går i skole og tænker: “Jeg dur ikke.”
Små skridt mod at afhjælpe skoletræthed ved ADHD
Skoletræthed og lavt selvværd ved ADHD kan ikke fjernes med et knips. Men der er ting, vi kan gøre som voksne, der elsker og støtter de her børn:
- Anerkend indsatsen – ikke kun resultatet: “Jeg så hvor længe du kæmpede – det betyder noget.”
- Skab pauser og hvilerum: Børn med ADHD har brug for at trække sig og tanke op.
- Brug positive ord: Vi må være de stemmer, der siger “du er god nok” – også på dårlige dage.
- Tal med skolen: En lærers forståelse kan ændre et barns skoleliv.
Jeg har tidligere skrevet om maskering og trivsel i skolen – for det hænger sammen. Når børn skjuler deres kampe, bliver deres mistrivsel overset, og så vokser selvbebrejdelsen.
Vi skal tro på dem – før de tror på sig selv
Hvis vi skal hjælpe børn med ADHD og autisme, skal vi begynde med at tro på dem. Først da kan de begynde at tro på sig selv. Skoletræthed og lavt selvværd kommer ikke fra dovenskab – det kommer fra overbelastning og gentagne nederlag.
Så næste gang du ser et barn, der nægter at tage i skole, så spørg dig selv: Er det et barn, der ikke vil – eller et barn, der ikke kan mere?
Vi skylder dem, at vi ser bag om adfærden. Og vi skylder dem at sige: Du er ikke forkert – du er bare overbelastet.
