Hvordan kan man se, om et barn maskerer?

Det korte svar er: Det kan man ikke altid.

Maskering handler netop om, at noget bliver skjult, dæmpet eller kompenseret for. Derfor kan et barn udefra se ud til at klare sig rigtig fint, samtidig med at det bruger mange kræfter på at få det til at se sådan ud.

Det gør også emnet svært.

For der findes ikke en enkel liste, hvor man kan sætte fem krydser og derefter konkludere, at et barn maskerer.

Men der findes nogle mønstre og tegn på maskering hos børn, som kan gøre det relevant at blive mere nysgerrig.

Ikke for at sætte endnu en etiket på barnet. Men for bedre at forstå, hvad barnet bruger kræfter på, og om omgivelserne måske kun ser en del af billedet.

Tegn på maskering er ikke en test

Det er vigtigt at begynde her.

Et barn, der er stille i skolen, maskerer ikke nødvendigvis. Et barn, der bliver vredt hjemme, maskerer ikke nødvendigvis. Og et barn, der kopierer andre børn, kan gøre det af mange forskellige grunde.

Maskering – også kaldet camouflaging i meget af autismeforskningen – er stadig et område, hvor forskere diskuterer både definitioner og målemetoder.

Derfor giver det mere mening at kigge efter mønstre over tid end at lede efter ét bestemt tegn.

Barnet kigger meget på de andre for at finde ud af, hvad det skal gøre

Et muligt tegn kan være, at barnet i høj grad bruger andre børn som en slags manual.

Det kan handle om at se, hvordan de andre står, taler, leger eller reagerer, før barnet selv gør noget.

Imitation er en af de strategier, der er beskrevet i forskningen om autistisk camouflaging.

Det betyder ikke, at det er unormalt at lære ved at kigge på andre. Det gør alle børn i større eller mindre grad.

Det interessante er, hvis barnet ser ud til at være meget afhængigt af det for at kunne finde ud af, hvordan det forventes at være i situationen.

Barnet holder bestemte bevægelser eller reaktioner tilbage

Nogle autistiske børn og unge beskriver, at de gør ting hjemme, som de forsøger ikke at gøre foran andre.

I et mindre kvalitativt studie med autistiske børn og unge mellem 10 og 14 år beskrev nogle deltagere for eksempel, at de undertrykte bestemte former for stimming, når de var væk hjemmefra.

Det kan derfor være relevant at lægge mærke til, om der er stor forskel på barnets måde at bevæge sig, udtrykke begejstring eller regulere sig selv på afhængigt af, hvem der er til stede.

Igen: Forskellen er ikke i sig selv et bevis på maskering.

Men den kan være værd at spørge ind til.

Barnet virker som forskellige versioner af sig selv

Nogle forældre oplever en meget stor forskel på barnet i forskellige sammenhænge.

Der kan være ét barn i skolen, et andet hjemme og måske et tredje sammen med bestemte venner eller familiemedlemmer.

Alle mennesker tilpasser sig forskellige sociale sammenhænge. Det er helt almindeligt.

Men hvis barnet bruger meget energi på at kontrollere eller ændre sin måde at være på for at passe ind, kan det være relevant at undersøge, om der er tale om mere end almindelig social tilpasning.

Et nyere kvalitativt studie af autistiske unge beskrev camouflaging som komplekse strategier, der blandt andet var påvirket af sociale erfaringer, oplevelsen af at være anderledes og ønsket om at passe ind.

Barnet ser ud til at klare situationen – men det koster bagefter

Det her er vigtigt, fordi vi meget let kommer til at vurdere barnets behov ud fra det, vi ser i øjeblikket.

Hvis barnet deltager, svarer pænt, sidder på sin plads eller kommer igennem aktiviteten, kan det se ud som om, kravet passer fint.

Men gennemførelsen fortæller ikke nødvendigvis noget om prisen.

Hvis barnet igen og igen har brug for meget lang tid til at komme sig efter skole eller sociale situationer, kan det være relevant at se nærmere på den samlede belastning.

Det betyder ikke, at efterfølgende træthed eller en reaktion hjemme automatisk skyldes maskering. Men forskellen mellem det synlige funktionsniveau og belastningen bagefter er vigtig information.

Barnet forsøger meget hårdt at gøre det rigtige

Maskering behøver ikke se ud som et barn, der spiller teater.

Det kan også handle om et barn, der hele tiden forsøger at regne ud:

• Hvad skal jeg sige nu?
• Hvordan gør de andre?
• Er det her forkert?
• Hvornår må jeg tale?
• Hvordan skal jeg reagere?
• Hvordan undgår jeg at skille mig ud?

Det er ikke spørgsmål, vi nødvendigvis kan se udefra.

Derfor er barnets egen oplevelse vigtig, når barnet kan fortælle om den.

Det kan være forskellen mellem et barn, der bare følger en social situation naturligt, og et barn, der arbejder hårdt for at få det til at se naturligt ud.

Et stille eller pligtopfyldende barn kan også være belastet

Vi opdager ofte børn, når deres vanskeligheder bliver synlige for omgivelserne.

Det giver på sin vis god mening. Det er lettere at få øje på det barn, der går ud af klassen, bliver vredt eller ikke kan deltage, end det barn der bliver siddende.

Men et barn kan godt have brug for støtte, selv om barnet ikke forstyrrer undervisningen.

Derfor synes jeg, vi skal være forsigtige med at bruge ord som “nem”, “velfungerende” eller “ukompliceret” som bevis på, at barnet ikke er belastet.

Vi skal også se på, hvor meget barnet skal arbejde for at være det.

Hvad med maskering hos børn med ADHD?

Her er det vigtigt at være præcis.

Maskering er langt bedre undersøgt inden for autisme end inden for ADHD.

Begrebet “ADHD masking” bliver brugt i nyere forskning om forsøg på at skjule eller kompensere for ADHD-relaterede vanskeligheder for at leve op til omgivelsernes krav.

Men forskningsområdet er stadig begrænset.

En litteraturgennemgang fra 2024 konkluderede direkte, at der kun findes få empiriske studier af ADHD-maskering, og at både definition, konkrete strategier og konsekvenser kræver mere forskning.

Et mindre studie fra samme forskergruppe interviewede personer med ADHD og beskrev strategier rettet både mod egne vanskeligheder og mod, hvordan personen fremstod over for andre. Forskerne understregede selv behovet for større undersøgelser og bedre validering af målemetoderne.

Der findes også forskning blandt neurodivergente piger, hvor gruppen blandt andet omfattede piger med autisme, ADHD og udviklingsmæssig koordinationsforstyrrelse. Her blev der fundet camouflaging allerede omkring overgangen til ungdomsårene. Men fordi diagnoserne blev undersøgt samlet, kan resultaterne ikke bruges som dokumentation for bestemte tegn på ADHD-maskering alene.

Så når jeg bruger ordene maskering hos børn med ADHD, gør jeg det med den reservation, at forskningen endnu ikke giver os samme grundlag som på autismeområdet.

Maskering kan ikke afgøres ud fra det, voksne ser

Det kan faktisk være selve problemet.

Hvis maskeringen lykkes, kan omgivelserne netop få indtryk af, at barnet ikke har særlige vanskeligheder i situationen.

Derfor synes jeg, det giver mere mening at samle information fra flere steder.

Hvad ser skolen?

Hvad ser forældrene?

Hvad fortæller barnet selv?

Og hvad sker der før og efter de situationer, hvor barnet tilsyneladende fungerer rigtig godt?

Ingen af observationerne behøver stå alene.

Beskriv det, du ser – før du kalder det maskering

Som forælder kan det være fristende at gå ind til et møde og sige:

“Mit barn maskerer i skolen.”

Men nogle gange kommer vi længere ved først at beskrive det, vi faktisk kan dokumentere.

For eksempel:

• “I fortæller, at dagen går godt, men de sidste fire onsdage har barnet været meget belastet resten af dagen.”
• “Vi oplever en stor forskel mellem, hvad barnet kan i skolen og hjemme bagefter.”
• “Barnet fortæller, at det kigger på de andre for at finde ud af, hvad det skal gøre.”
• “Vi kan se, at bestemte aktiviteter kræver meget lang restitution bagefter.”

Så behøver vi ikke være enige om ordet maskering fra begyndelsen.

Vi kan starte med observationerne.

Det er ofte dem, der kan hjælpe os med at finde ud af, hvad barnet har brug for.

Se efter mønsteret – ikke det enkelte tegn

Der findes ikke ét bestemt barn, der maskerer på én bestemt måde.

Nogle børn kan være meget sociale. Andre stille. Nogle kan kopiere andre meget tydeligt. Hos andre er det næsten umuligt at få øje på udefra.

Derfor synes jeg ikke, det vigtigste spørgsmål er:

“Kan jeg bevise, at mit barn maskerer?”

Et mere brugbart spørgsmål kan være:

“Er der noget, mit barn bruger meget mere energi på, end omgivelserne kan se?”

Og hvis svaret måske er ja, så er næste skridt ikke nødvendigvis at sætte et nyt mærkat på barnet.

Det er at blive nysgerrig på kravene, omgivelserne, forskellene mellem situationer og barnets egen oplevelse.

For tegn på maskering er ikke en facitliste.

De er tegn på, at der måske er mere at forstå.

Hvis du vil læse mere om selve maskeringsbegrebet og mine erfaringer med det, kan du læse Når mit barn maskerer.

Kilder og videre læsning

Forskningen i maskering er mest omfattende på autismeområdet. Forskningen i ADHD-maskering er nyere og mere begrænset, og især viden om børn med ADHD er endnu sparsom.

• Howe, S. J., Hull, L., Sedgewick, F., Hannon, B. & McMorris, C. Understanding camouflaging and identity in autistic children and adolescents using photo-elicitation. Læs studiet via DOI.
• Atkinson, E., Wright, S. & Wood-Downie, H. “Do My Friends Only Like the School Me or the True Me?”: School Belonging, Camouflaging, and Anxiety in Autistic Students. Læs studiet hos PubMed.
• Drapalik, K. N., Magin, D. J., Rinaldi, M. L. & Christodulu, K. V. Camouflaging and identity development among autistic female and gender-diverse youth: A qualitative exploration. Læs studiet hos PubMed.
• Maeda, C., Sasaki, M., Takada, K., Takahashi, E. & Katsuragawa, T. ADHD Masking Behaviors: A Review of Related Factors. Læs forskningsoversigten via DOI.
• Maeda, C., Sasaki, M., Takada, K., Takahashi, E. & Katsuragawa, T. Development of an Item Pool for ADHD Masking Through Interviews and an Examination of Its Effectiveness and Difficulties. Læs studiet via DOI.