Udredt for ADD som voksen, var en rejse fyldt med udfordringer, følelser og en hel del selvopdagelse. Det var ikke noget, jeg nogensinde havde forudset, men det har vist sig at være en livsændrende oplevelse, der har lært mig meget om mig selv.
Det har været hårdt, og der har været mange op- og nedture, men i dag ser jeg tilbage på rejsen som en proces, der har gjort mig stærkere.
Da diagnosen kom: Chok og forvirring
Det hele begyndte, da en tidligere støtteperson bemærkede nogle mønstre hos mig, som mindede om ADD. Hun havde været på kursus og så noget i mig, som jeg selv aldrig havde lagt mærke til.
Da hun først nævnte det, blev jeg chokeret. Jeg havde aldrig tænkt, at der kunne være en diagnose, der forklarede nogle af de udfordringer, jeg stod overfor. Det føltes både som en lettelse at få en mulig forklaring og som en overvældende byrde.
Jeg gik ind i udredningen med hjælp fra min støtteperson, og det blev en intens og konfronterende proces. Under udredningen skulle jeg dele hele min livshistorie – hver udfordring, hvert nederlag og hver følelse af utilstrækkelighed. Jeg følte mig som en fiasko. At sætte ord på det hele var smertefuldt. Men det var også nødvendigt. Det blev første skridt til at forstå, hvad der foregik inden i mig.
At finde mig selv i kaosset
I starten forsøgte jeg at flygte fra det hele. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere diagnosen, og i stedet for at bearbejde det, fandt jeg en kæreste langt væk i håb om at kunne blive “reddet”. Det var som om, jeg ledte efter noget eller nogen, der kunne give mig svar eller tage byrden fra mig. Men forholdet gjorde mig kun mere forvirret, og efter to år vendte jeg tilbage til mit hjem, stadig uden at være klar til at arbejde med diagnosen.
Der gik yderligere to år, før jeg begyndte at tage fat på min ADD. Det, der gjorde forskellen, var, at jeg fik to fantastiske støttepersoner, som var hos mig hver eneste dag i to år. De gav mig stabilitet, struktur og støtte til at genopbygge mit liv. De lærte mig de små skridt, der skulle til for at stå op, finde mening og begynde at tage kontrol over mit liv igen. Uden dem ved jeg ikke, hvor jeg ville være i dag.
En ny retning i livet
Med deres hjælp begyndte jeg langsomt at skabe struktur i min hverdag. Jeg lærte, hvor vigtigt det var at holde fast i rutiner og lave små, overkommelige mål. For eksempel satte jeg mig et mål om at flytte ud af mine forældres kælderlejlighed og spare op til en ordentlig bolig. De små sejre gav mig motivation til at fortsætte.
Jeg indså også, at det at have ADD ikke kun handlede om udfordringer – det gav mig også en kreativ og anderledes måde at tænke på. Jeg begyndte at se, at ADD ikke definerede mig, men var en del af, hvem jeg var.
Når livet tager en ny drejning: At blive mor
Men livet ændrede sig igen, da jeg blev mor. Selvom jeg havde fundet nogle strategier, der fungerede for mig, blev alt vendt på hovedet. Pludselig skulle jeg tænke hurtigt, navigere i en travl hverdag og tage ansvar for mere end mig selv. Jeg bliver nemt stresset og træt, og nogle dage føles det som om, alt sejler for mig.
Men der er én ting, der altid holder mig oppe: mine børn. Jeg kæmper for dem, og det giver mig en styrke, jeg ikke vidste, jeg havde. Jeg ser mig selv som en løvemor – en, der vil gøre alt for sine børn, selv når jeg føler, at jeg mister balancen.
At finde ro i slægtsforskning
En ting, jeg forsøger at give mig selv lov til, er at finde små øjeblikke af ro. Noget, der virkelig giver mig glæde og ro, er slægtsforskning. Når jeg fordyber mig i gamle arkiver og historien om min familie, føler jeg en form for struktur og mening. Det er en pause fra hverdagen, hvor jeg kan være mig selv og genoplade, selvom det kun er for en kort stund.
At acceptere og kæmpe videre
At leve med ADD er stadig en udfordring, men det er også en rejse, der har lært mig utroligt meget om mig selv. Jeg har accepteret, at jeg nogle gange har brug for støtte, og at jeg ikke behøver at have styr på alting hele tiden. Mine børn giver mig motivationen til at kæmpe videre, og jeg forsøger hver dag at finde balance i kaosset.
Til andre, der måske står i en lignende situation, vil jeg sige: Tag det ét skridt ad gangen. Giv dig selv lov til at lære og vokse. Find den støtte, du har brug for, og husk, at det er okay at fejle. Så længe du bliver ved med at rejse dig, er du allerede på vej i den rigtige retning.
Læs mere om, hvordan struktur kan hjælpe voksne med ADD i hverdagen.